Skriv ut Skriv ut

Det jødiske århundrede

Det jødiske århundre, kaller jødiske Henry Makow det. Var visst tjenlig å ofre noen få, for at så mange skulle få makt og ære og penger?
Det jødiske århundre, kaller jødiske Henry Makow det. Var visst tjenlig å ofre noen få, for at så mange skulle få makt og ære og penger?

Kevin MacDonalds bok „The Culture of Critique“ (2002) fremstiller det 20 århundrede som et jødisk århundrede. For hundre år siden var jødene et fattigdomsrammet folk som hovedsaklig bodde i Østeuropa omgitt av fiendtlig innstillede befolkninger. I dag er Israel fast etablert i midtøsten, og jødene er blitt den mest velstående og mektige elite i USA og andre vestlige samfunn.

Av Henry Makow Ph.D.

Mere betydningsfult er det ifølge McDonald at den vestlige verden er blevet judafiseret. Jødiske verdier og attituder utgør nå vestens kultur. På grund af den dybt forankrede fjendtlighed overfor traditionel vestlig (kristelig) kultur har man fået dens ophavs befolkninger „til at føle en dyb skam over deres egen historie, hvilket er et sikkert forspil til dette samfunds undergang som kultur såvel og som folk“. (lxix)

Mere specifikt promoverer jødiske organisationer strategier og ideologier der sigter på at underminere kulturel sammenhæng, mens de selv praktiserer det modsatte. Mens de er fortalere for multikulturalisme og internationalisme i Vesten, insisterer de selv på at Israel forbliver en raceren national enklave forbeholdt jøder.„Den nuværende immigrationspolitik sætter USA og andre vestlige samfund i evolutionær betydning på et spor som ingen andre nationer i verden praktiserer. „Læg mærke til at amerikanske jøder ingen interesse har i at foreslå at immigration til Israel skal være tilsvarende multietnisk, eller skal true jødernes hegemoni.“ (323)

Det nationale afviklingsparti

MacDonald siger at anti-semitisme i Weimar republikkens Tyskland var baseret på en opfattelse af at: „Jødisk kritisk analyse af det ikke jødiske samfund havde til formål at opløse de forenende bånd indenfor samfundet.“ En akademiker henviste til jøderne som „det klassiske nationale afviklingsparti“ («the classic party of national decomposition.»)

MacDonald postulerer at jøder føler sig mere sikre i samfund uden nationale særpræg. Jeg tror der kan siges mere om det. Nedbrydningen af samfundet til isolerede individer er også dagsordenen for „den nye verdensorden“, som sigter på at fjerne enhver samlet modstand. Spørgsmålet melder sig: er den nye verdensorden et jødisk fænomen? Eller er jødiske intellektuelle både de jødiske og ikke jødiske finansiele bagmænds nyttige idioter?

MacDonald belyser hvordan jødiske intellektuelle bevægelser, anført af autoritative personer overtog det moderne intellektuelle liv. Han diskuterer Boaz i antropologien, Adorno i sociologien, Freud i psykiatrien og Derrida i filosofien.

„Frankfurterskolen“, f.eks. var en „marxistisk jødisk bevægelse“ finanseret af den jødiske millionær Felix Weil. Theodore Adornos indflydelsesrige bog «The Authoritarian Personality» (1950) blev faktisk sponsoreret af det Amerikanske Jødiske Komité. Bogen forband fordomme om seksuel repression med kristendommen, og portrætterede ikke jødiske gruppemanifestationer (inklusiv den kristne religion, patriotisme og familie) som indikationer af psykisk forstyrrelse. (162)

Social desintegration fører til psykologisk forvirring. Samfundet har accepteret Adornos synspunkt, at der ikke findes nogen objektiv standard for sandhed, ingen fælles realitet. Alle er isoleret og forskellige. Adorno modsatte sig ethvert forsøg på „at udstyre verden med nogen former for universalitet, objektivitet eller totalitet, med nogen form for organiserende principper der kunne homogenisere samfundet…“ (164)

Denne form for post-modernistisk filosofi har lammet den Vestlige kultur. Den vestlige civilisation er bygget på grundsætningen at sandhed er spirituel, universel og kan (er)kendes.

Universiteter nu om stunder har opgivet at forfølge sandheden, og er viet til Bolshevist-lignende social manipulation og indoktrinering. En humanistisk uddannelse er i dag ikke kun spild af tid, men direkte giftig. Langt fra at være bærere af vestlig tradition er universiteterne dens banemænd med regeringernes stiltiende accept.

En sjælden undtagelse

Kevin MacDonald, psykologi-professor ved California State University er en sjælden undtagelse. Hans modige og uundværlige bog afslører de underminerende kræfter i vores tid.

En lavmælt person der omgås sine emner med videnskabelig afstand kommer ind på et væld af detaljer. Vidste du f.eks. at hvide ikke-jøder er den mest underrepræsenterede gruppe på Harvard? De udgør ca. 25 % af det samlede antal studenter. Asiater og jøder til gengæld, der samlet kun udgør 5% af USA’s befolkning optager 50% af pladserne på Harvard.

De Forenede Stater er godt på vej til at blive domineret af en asiatisk teknokratisk elite, og en jødisk business, erhvervsmæssig og medie ditto.“ siger MacDonald.

Han behandler på detaljeret vis den jødiske rolle ved støtten til kommunisme, ikke Europæisk immigration og NAACP (indflydelsesrig sort borgerrettigheds kamporganisation). Han dokumenterer det kvælertag jøderne har på USA’s kulturelle liv, og viser hvordan det bliver udnyttet til at forme amerikanske holdninger.

Tag f.eks. „All in the Family“ (Også „Family Guy“ amerikansk underholdnings sitcom der har kørt i over 30 år) portrætterer ikke kun den Europæiske (hvide) arbejderklasse som dum og racistisk, den omtaler jødiske temaer meget positiv. Ved slutningen af 12 års episoden har selv ærkefjende Archie Bunker opfostret et jødisk barn i sit hus, er blevet venner med en Sort Jøde (implicerer at Judaisme ikke indeholder nogen etniske fordomme), er gået sammen om forretninger med en jødisk partner, er blevet medlem af en synagoge, rost sin ven ved en jødisk begravelse [etc.]…. Jødiske ritualer bliver fremstillet som „ behagelige og ædle“.. Der er aldrig en rationel forklaring på anti-semitisme, der bliver fremstillet som en absolut irrationel onde der skal bekæmpes hvor end den viser sig. (lviii)

På den anden side bliver kristendommen i film typisk fremstillet som ond, og kristne bliver endda skildret som psykopater. MacDonald citerer den konservative jødiske kritiker Michael Medved som beklager sig over at det var ham umuligt at finde én film lavet efter 1975 hvor kristendommen blev portrætteret i et positivt lys. (lix)

Jødisk – kristen rivalitet

MacDonald ser anti-semitisme som en legitim interessekonflikt. Jødiske organisationer derimod dæmoniserer enhver der har den dumdristighed til at omtale den jødiske magt. De undertrykker det faktum at jødisk-kristen rivalitet har meget dybe rødder i vestens samfund.

I min opfattelse kan denne rivalisering koges ned til det faktum at de jødiske farisæere afviste Jesus’ budskab om universel kærlighed og broderskab. Lige siden har jøderne været sociale og metafysiske udenforstående, dog i besiddelse af nogle fantastiske kræfter når det drejer sig om selvretfærdiggørelse. Vi er blevet brugt som nyttige idioter, der har været udnyttet af verdslige magtudøvere der har haft til formål at ødelægge den kristne civilisation. Det 20e århundredes „modernistiske“ trend skal ses i dette lys.

Som jeg allerede har sagt andetsteds, er judaisme mere en racial overbevisning end en religion. jøderne bliver forholdt at vi har en forpligtigelse til at skabe lighed og social retfærdighed. I virkeligheden bliver vi udnyttet af pengemænd til at bygge en totalitær verdensorden. De økonomiske bagmænd holder os socialistiske idealer for næsen som lokkemad til at overføre mere magt til regeringen som de kontrollerer.

Naturligvis er ikke alle jøder den nye verdensordens soldater. De fleste nyttige idioter er ikke-jøder. Racisme har ikke noget med denne debat at gøre. Men jeg tror at jøderne generelt har spillet en stor rolle i modernismen. Et fyrtårn for menneskeheden har vi ikke været. Selv bedraget har vi bedraget andre, tilvejebragt social dysfunktion og social undertrykkelse. Vores rolle i kommunismen er en skændsel. Israel er en grund til at skamme os. Jøderne skal finde du af hvem vi virkelig er og hvad vi i virkeligheden burde arbejde for.

Vi kan begynde med at læse «The Culture of Critique» og de andre bøger i McDonald’s trilogi om judaisme som evolutionær strategi, «A People that Shall Dwell Alone» (1994) og «Separation and it’s Discontents» (1998). McDonald’s forlægger sendte «The Culture of Critique“ til 40 jødiske aviser/blade og fik ikke en eneste anmeldelse ud af det. Der har heller ikke været nogen mainstream offentlig omtale, hvilket bekræfter hans teori og er et bevis for vores egen indkapsling.

MacDonald foreslår ingen kur. Men for at bekæmpe „Den Nye Verdensorden“ skal de vestlige nationer gå tilbage til deres kristne og nationale rødder. De samfundsbærende grupper burde igen forsvare deres værdier og traditioner som det der holder sammen på samfundet. Minoriteter skal hilses velkommen, men skal ikke gives lov til af forme samfundet efter deres egen model.

Ved vores fødsel bliver vi kastet ud i et drama, der allerede er i gang. Vi kan fornemme at der er noget grueligt galt, uden at kunne definere det, Vi befinder os rent faktisk i et fremskredet stadium af en langvarig sammensværgelse der har til formål at smadre den vestlige civilisation. Det 20e århundredes „Modernisme“ var et fupnummer beregnet til at fjerne mennesker fra deres familiemæssige, kulturelle og religiøse identitet, inden de skulle slavebindes i en moderne middelalder. De vestlige samfund skal vende tilbage til deres kristne og nationale rødder, eller dette drama vil ende forkert.

(Den originale artikel på engelsk kan findes her: http://www.savethemales.ca/000164.html. Det skal bemærkes at forfatteren til denne artikel selv er jøde)

Spread the love
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Facebook Comments

Kommenter. Leave a Comment


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.