Skriv ut Skriv ut

Underveis mot EURABIA

Der findes heldigvis personer, som stædigt gransker og graver i ting, der foregår fordægt bag politikernes døre. En af dem er den utrættelige og grundige Inger-Siv Mattson. Hun har sendt fire breve til den svenske regering. De afslører EU-politikerne og deres medløbere.
Det gælder det katastrofale projekt at forene Europa, Mellemøsten og Nordafrika, som man er i fuld gang med, og som snart skal endelig vedtages.

Det gælder dine og mine børns og efterkommeres fremtid.

Jeg bringer de fire breve til den svenske regering her, et ad gangen. De citerede politikersvar står med kursiv.

Læs det, brug det og spred det!

Første brev af fire:
Nacka, den 12. marts 2008.

Statsminister Fredrik Reinfeldt,
UD Utrikesminister Carl Bildt,
EU-minister Cecilia Malmström.

Emne: EU’s udvidelse mod Syd – ”A wider Europé” og Romtraktaten (1)

Regeringen mørklægger EU’s forestående udvidelse mod Syd,
eller Hvad stort sker, sker tyst.

Med henvisning til tidligere – ubesvarede – breve daterede den 22. marts 2007 og 23. februar 2008 om EU’s udvidelse mod Syd – ”A wider Europé” – og Romtraktaten vil jeg være taknemlig om statsministeren kan bekræfte eller dementere oplysningen i Der Spiegel om en nær forestående udvidelse af EU på den anden side af Middelhavet.
Ved EU’s topmøde i Paris den 13-14. juli skal EU – i henhold til et forslag fra Frankrigs præsident, Nicholas Sarkozy, og Tysklands forbundskansler, Angela Merckel, – beslutte, at EU – foruden Tyrkiet – skal optage følgende nye medlemmer: Den Arabiske Maghreb-Union (Algeriet, Marokko, Tunesien), Egypten, Den palæstinensiske myndighed/PLO, Jordan, Libanon, Syrien samt Israel.
Så sent som den 17. maj 2005 nægtede medlem af udenrigsnævnet, Lars Bjarme, skriftligt, at Barcelonaprocessen indebar et skridt på vejen mod en udvidelse af EU mod Syd, dvs. ”A wider Europé”: ”Nogen udvidelse af EU til at omfatte lande i Mellemøsten og Nordafrika er hverken aktuelt eller planlagt. En sådan udvidelse er heller ikke konstitutionelt mulig. Kun europæiske stater kan i henhold til Maastrichttraktatets artikel 49 blive medlemmer af Den Europæiske Union.”
Der er åbenbart sket noget siden denne dementi/løgn, afsløret ved kendskab til det forslag, som Sarkozy og Merckel lægger frem på det ordinære martsmøde, og som altså skal vedtages på EU’s topmøde i juni.

”A wider Europé”
Selv Libyen siges at være på vej mod et regulært medlemskab i EU via den s.k. Barcelonaprocessen (BP) eller EU’s Middelhavssamarbejde. Efter regeringsforslag 2003-05-21 blev Libyen allerede 1999 tilbudt at deltage som fuldgyldigt medlem i Barcelonaprocessen (BP) på det vilkår, at Libyen accepterade BP’s aquis -dvs. EU’s vilkår for en associeringsaftale med EU. Eftersom Libyen nu åbenbart har opfyldt disse vilkår, vil jeg gerne vide, hvor langt Libyens medlemskab i BP er skredet frem, og hvorledes associeringsaftalen med Libyen er udformet. Jeg vil gerne have en kopi.
Også Mauretanien er nu igen nævnt som medlem i Barcelonaprocessen. Da arabiske lande tidligere krævede, at Mauretanien skulle blive fuldgyldigt medlem i BP og derigennem komme på tale til MEDA-bistand (1) krævede EU, at landet skulle forlade EU’s Lomé-samarbejde, dvs. EU’s bistand til afrikanske lande. Mauretaniens regering bedømte dog Lomé-samarbejdet som mere økonomisk fordelagtigt og afstod fra medlemskab i BP. Under det franske ordførerskab år 2000 erklærede landet, at man kun var interesseret i observatørstatus i processen. Hvad har fået Mauretanien til at ændre holdning? Er den økonomiske bistand fra BP blevet mere fordelagtig end Lomé-samarbejdet?
Hvordan er forholdet med Yemen, som sommeren 2000 søgte om medlemskab i Barcelona-processen, men blev afvist af EU-landene? EU havde dengang et bilateralt samarbejde med Yemen. Består dette stadigvæk? Eller har også Yemen i dag en associeringsaftale med EU?

Hvornår ophævedes Romtraktaten?
Jeg ønsker stadigvæk svar på de spørgsmål, jeg stillede i tidligere breve om, hvornår og hvorledes Romtraktatens artikel 237 og Maastrichttraktatens artikel 49, dvs. EU’s Europaklausul – som slog fast, at kun europæiske stater kan blive medlemmer i EU – ophævedes, uden at EU’s medborgere blev oplyst om dette. Efter Lars Bjarme var jo for godt to år siden en udvidelse af EU på den anden side af Middelhavet ”ikke konstitutionelt muligt”. Ved hvilke beslutninger er udvidelsen mod Syd i 2008 pludseligt blevet ”konstitutionelt muligt”? Jeg formoder, at det udvidelsesvenlige Sverige sluttede op om ophævelsen af Europaklausulen. Hvorfor er svenskerne ikke blevet informeret om denne gennemgribende forandring i den nye EU-grundlov – kaldet ”traktaten”- som indeholder annullering af Europaklausulen?
Jeg antager, at EU’s Europaklausul blev ophævet for at gøre det muligt for Tyrkiet at ansøge om medlemskab i EU, eftersom den klarsynede Tyrkiet-modstander, premierminister Giscard d’Estaing, i efteråret 2000 konstaterede, at ”Dets (Tyrkiets) hovedstad ligger ikke i Europa. 95% av dets (Tyrkiets) befolkning lever uden for Europa. Det er ikke et europæisk land.”

I et udførligt interview i Le Monde for nogle år siden slog Giscard d’Estaing fast, at
”det tyrkiske medlemskab kan kun virkeliggøres med Europas undergang som pris.”
Ved for Tyrkiets skyld at ophæve artiklerne 237 respektive 49 har EU også åbnet sluserne for alle andre stater på den anden side af Middelhavet. Som bekendt ansøgte Marokko allerede i 1987 om fuldgyldigt medlemskab i EU. Den gang blev det heldigvis Nej; men nu er det tilsyneladende tid for et Ja!

Sharia-Unionen Eurabia (2)
Hvor længe varer det, før EU skifter navn til AEU, Arabisk-europæiske Union? eller måske snarere AEF, Arabisk-Europæiske Federation? Eller hvorfor ikke ”Sharia-Unionen Eurabia”?
I Barcelonadeklarationen blev det slået fast, at i processens lande anerkendes retten til at ”choose and freely develop its own political, socio-cultural, economic and judicial system”! (at vælge og frit at udvikle dets egen politiske, social-kulturale, økonomiske og juridiske system) Intet tyder på, at de arabiske stater nogensinde kommer til at acceptere noget andet juridisk system end ”sharia” og helst vil sprede dette til andre lande! Allerede i dag findes jo flere s.k. shariadomstole i f.ex. England. Krav om shariadomstole er som bekendt fremført selv i Sverige.
Her foran EU’s forestående og omfattende udvidelse mod Syd under mottoet ”A wider Europe” foreslår jeg, at De og Deres EU-kolleger overvejer den franske filosof fra 1500-tallet, Michel de Montaignes kloge ord: ”Ved randen af en afgrund findes kun én ting at gøre: tage et skridt tilbage.”
På forhånd tak for hurtigt svar på mine spørgsmål, som jeg endnu en gang vil påpege ikke er retoriske, men kræver konkrete svar – gerne i overensstemmelse med sandheden!

Inger-Siv Mattson, pensioneret international sekretær ved et statsligt forskningsråd,
Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka

PS.: Jeg bad i mit brev af 23. februar 2008 om de seneste regeringsforslag ang. Barcelonaprocessen og MEDA til ovenstående adresse, men har endnu ikke modtaget disse. Hvornår kan jeg forvente at modtage dem? DS.

(1) Forkortelsen MEDA står for ”mesures d’accompagnement aux réformes des structures économiques et sociales dans les pays tiers méditerrannéens”
(2) Eurabia anvendtes første gang i midten af 1970-erne, da en avis med dette navn blev udgivet i Paris af Lucien Bitterlin, ordfører i The French-Syrian Friendship Association. Eurabia publicerades af bl.a. Middle East International (London), France-Pays Arabes (Paris) og The European Coordinating Committee of the Associations for Friendship with the Arab World – som var en knopskydning på det daværende EF!

1.4.2008.
Andet brev af fire.
I går – 31.3.08 – indlagde jeg det første af fire breve til Sveriges regering. Indholdet i de fire breve angår hele Europa – os alle sammen og vore efterkommere.
Det gælder det katastrofale projekt at forene Europa, Mellemøsten og Nordafrika, som man er i fuld gang med, og som snart skal endelig vedtages.

Det gælder dine og mine børns og efterkommeres fremtid!

Jeg bringer de fire breve til den svenske regering her. De citerede politikeres svar står med kursiv.

Læs det, brug det og spred det!
– – – – – – – – – – – – – – –

Andet brev af fire:
Nacka, den 13. marts 2008.

Statsminister Fredrik Reinfeldt,
UD Utrikesminister Carl Bildt,
EU-minister Cecilia Malmström

Emne: EU’s Udvidelse mod Syd – “A wider Europe” (2)
“Barcelona Declaration adopted at the Euro-Mediterranean Conference,
den 27. and 28. November 1995”.

”Ord, ord, ord…”
Ved den konference, som blev holdt den 27-28. november 1995 i Barcelona, vedtog man den aftale, som erstattede den tidligere s.k. ”arabisk-europæiske dialog”, og den fik da det mere rummelige navn Barcelonaprocessen eller EU’s Middelhavssamarbejde. Konferencen lededes af Javier Solana, og samtlige af de daværende EU-landes udenrigsministre deltog. Sverige repræsenteredes af Lena Hjelm-Wallén. Følgende arabiske staters udenrigsministre deltog i mødet og stemte for deklarationen: Algeriet, Egypten, Jordan, Libanon, Marokko, Syrien, Tunesien. Den palæstinensiske myndighed/PLO repræsenteredes af terroristlederen Yassir Arafat. Selv Tyrkiet, Cypern og Israel stemte for deklarationen, som bl.a. påpegede:

* stressing the importance of the Mediterranean and moved by the will to give their future relations a new dimension, based on comprehensive cooperation and solidarity, in keeping with the privileged nature of the links forged by neighbourhood and history
* aware that the new political, economic and social issues on both sides of the Mediterranean constitute common challenges calling for a coordinated overall response
* resolved to establish to that end a multilateral and lasting framework of relations based on a spirit of partnership, with due regard for the characteristics, values and distinguishing features peculiar to each of the participants
*convinced that the general objective of turning the Mediterranean basin into an area of dialogue, exchange and cooperation guaranteeing peace, stability and prosperity requires a strengthening of democracy and human rights…

Siden mødet i 1995 har landenes udenrigsministre regelmæssigt holdt møder for at overvåge, at deklarationens principper blev implementeret i EU’s udenrigspolitik.
Magten og mørkelægningen
I Sverige har der været total medietavshed om disse møder og om de beslutninger, som blev vedtaget. Givetvis er også de ansvarlige politikere tavse som graven. At de meget vidtgående konsekvenser af EU’s intime samarbejde med de arabiske stater – af hvilke flere kan betegnes som de rene skurkestater – skulle komme ud til medborgerne ville givetvis være alt for belastende.
Således står der f.eks.i artiklerne 64-65 i den associeringsaftale med Tunesien og Marokko, som den daværende svenske regering overleverede til rigsdagen til ratificering den 12. oktober 1995 respektive den 9. maj 1996: ”Tunesiske/marokkanske medborgere, som har tilladelse til at arbejde i en medlemsstat, inden for EU, må ikke diskrimineres pga. sin nationalitet hvad angår arbejdsvilkår, løn og opsigelse. Arbejdstagere med tunesisk/marokkansk medborgerskab og deres familiemedlemmer, som er bosat i en medlemsstat inden for EU, må ikke behandles diskriminerende i spørgsmål om social tryghed dvs. sociale forhold ved sygdom, graviditet, invaliditet, alderdom, til overlevende, ved ulykkestilfælde ved arbejde, erhvervssygdom, dødsfald, arbejdsløshed samt familieunderhold.”
”Forsikrings-, ansættelses- eller bosættelsesperioder i forskellige medlemsstater inden for EU skal lægges sammen ved beregning af de sociale fordele. Pensioner og forskellige former for livrente skal kunne overføres til Marokko.” /…/ ”Familiebidrag skal sendes til tunesiske familiemedlemmer, som er bosat i fællesskabet, og pensioner samt forskellige former for livrente skal frit kunne overføres til Tunesien.”
Artiklen afsluttes med den udglattende bemærkning, at ”medborgere i en medlemsstat skal gives tilsvarende/samme behandling” i Tunesien respektive Marokko. – Som om disse arabiske stater skulle have samme velfærdssystem som f. eks. Sverige!
I Barcelonadeklarationen genfinder man samme hykleri i formuleringen om, at man skal efterstræbe ”creating an area of shared prosperity.” Hvem, som skal stå for den fordelingspolitik, og som forventes at dele ud af velfærden, ved vi kun alt for vel!

Arabiseringen af EU – et demokratisk underskud.
Magnus Karaveli skrev for en halv snes år siden, at ”nationalismen er grundlaget for demokratiet. Nationalstaten har udgjort en arena for demokratiet. En europæisering som drives alt for langt, som tager magten fra nationalstatens institutioner, kommer derved til at undergrave demokratiet.”
Hvor en ”arabisering/islamisering, som drives alt for langt ….” vil føre hen, vover man slet ikke tænke på!
Hvorledes mener EU at stå vagt om demokratiet i intimt samarbejde med stater og regeringer, som hverken accepterer eller respekterer demokratiet og dets grundlæggende værdier, som f eks. menings-, ytrings- og religionsfrihed?
I reglerne for EU’s bistandssamarbejde med de sydlige partnerlande, MEDA, findes ganske vist krav om respekt for menneskerettigheder, demokratiets grundlæggende frihed og rettigheder, samt retsstatens principper. (3). Bl.a. findes en ”suspensionsklausul”, som foreskriver, at EU kan vedtage sanktioner mod de lande ”som ikke opfylder disse grundlæggende forudsætninger.”
Hvilken troværdighed anser De, at disse – til intet forpligtende – regler har? Mener De, at de arabiske partnerlande lever op til dem? Hvilke sanktioner har EU hidtil vedtaget mod de arabiske stater, som ikke opfylder ”disse grundlæggende forudsætninger”? I hvilke sammenhænge og mod hvilke arabiske stater er ”suspensionsklausulen” blevet anvendt?
Barcelonadeklarationen garanterer endvidere, at en”greater understanding among the major religions present in the European-Mediterranean region will facilitate greater mutual tolerance and cooperation. Support will be given to periodic meetings of representatives of religions /…/ with the aim of breaking down prejudice, ignorance and fanaticism and fostering cooperation at grass-roots level.” I deklarationen henviser man til et møde i Stockholm den 5-17. juni 1995, hvor disse krav blev fastlagt. Så nu ved vi, hvorfra al propaganda for islam og alle krav på vor forståelse af muslimerne kommer! Toleransen og respekten er, som altid, eensidig i Vestens s.k. dialoger med araberne! Der findes jo indtil nu intet, som tyder på at EU’s arabiske partnere pålægges samme krav på respekt for kristendom (eller jødedom), som vi forventes at vise islam og muslimerne!
I det første kapitel af Barcelonadeklarationen – Politiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål – forpligtede parterne sig til bl.a. at ”forstærke deres samarbejde med det formål at forebygge og bekæmpe terrorisme, især ved ratificering og tilpasning af de internationale aftaler, som de har underskrevet, ved tilslutning til sådanne aftaler samt ved andre passende foranstaltninger.”
Hvad synes statsministeren og udenrigsministeren – med tanke på hvad, som er sket i bl.a. Madrid og London – at EU har opnået med dette?
Nogle punkter i deklarationen vedrører indvandringen til EU. Bl.a. erklærer man at ville bekæmpe illegal indvandring. Hvor har EU siden 1995 haft held med det? Yderligere slås det fast, at ”de legale indvandreres livsvilkår i unionen skal forbedres.” Med tanke på de hundreder af milliarder, den gigantiske import af bl.a. arabere koster de svenske skatteydere, er dette en passus, som de svenske regeringer såvel til Venstre som Højre uden nogen som helst begrænsninger har accepteret!
Er de krav på lempeligere visiteringer til EU-landene, som især Maghreblandene og Egypten har presset på for i deres respektive associeringsaftaler, blevet imødekommet?
Andre punkter, som svenske magthavere til fulde har accepteret, er de, som drejer sig om kravet om, at europæerne skal ”respect and ensure respect for diversity and pluralism in their societies, promote tolerance between different groups in society and combat manifestations of intolerance, racism and xenophobia.” Denne accept har i årtier resulteret i for skatteyderne dyrebare, men meningsløse, s.k. antiracismekampagner og hidsige angreb på alle, som dristede sig til at kritisere den førte indvandrings- og integrationspolitik.
Barcelonadeklarationen indeholder også direktiver for medier, som pålægges streng selvcensur: ”they /udenrigsministrene/ reaffirm that dialogue and respect between the cultures and religions are a necessary pre-condition for bringing the peoples together. In this context the stress the importance of the role of mass media can play in the reciprocal recognition and understanding of cultures as a source of mutual enrichment” (Sic!)
I denne sammenhæng vil jeg gerne citere professor Per Bauhn, som i SvD den 2. marts 2006 under rubrikken ”Rædsel for vold kaldes ”tolerance” konstaterede: ”At bukke og skrabe for fanatikere var en dårlig politik i 1933, da man i de nordiske lande /også/ opfordrede sin egen presse til ”ansvarlighed” for ikke at støde Hitler. Det turde være en dårlig politik også i dag i mødet med den radikale islamisme!”

Hvis vurderinger skal gælde?
Hvorledes stiller den svenske regering sig til arabernes opfattelse, at ”samarbejdet er alt for eurocentreret”? – ”Særlig Egypten har reageret stærkt mod, hvad man opfatter som forsøg på i pakkeform at presse Vestens værdinormer ned over araberne.” (1) Hvorledes stiller regeringen sig til de arabiske krav om ”større respekt for og hensyntagen til arabiske værdier og forhold”? (2)
Det ville unægteligt være interessant at få at vide, hvilke af de ”arabiske værdinormer” det er, som skal ”respekteres”! Sharia? Taqyja? Indskrænkninger i demokrati og ytringsfrihed? Stening af kvinder som mistænkes for utroskab? Kønslemlæstelse af småpiger? Gruppevoldtægter? Tvangs- kusin- barnegifte? Dødsstraf? Offentlige henrettelser? Terrorisme? Eller hvad?
En anden passus som vækker spørgsmål er, at ”the Euro-Mediterranean partnership must contribute to improving the living and working conditions and increasing the employment level of the population in the Mediterranean partner states, in particular of women and the neediest strata of the population.” Hvorledes det skal lykkes EU, – som ikke engang kan “skabe” arbejde til sine egne befolkninger og endnu mindre til de arabere (og afrikanere), som er indvandret til Europa -, at skabe arbejde i de arabiske stater, er en gåde!
Jeg mistænker af gode grunde, at denne passus er baggrunden for den ihærdige propaganda, som EU’s politikere og store arbejdsgivere driver for at øge den ikke-europæiske indvandring af arbejdskraft! Politikerne har m.a.o. fundet på, at import af arabisk s.k. arbejdskraft er nødvendig, for at – som det plejer at hedde – ”garantere fortsat velfærd i Europa”. Den velfærd, som det ikke er lykkedes araberne at skabe i deres egne lande, skal de altså nu bidrage med for at berige Europa! Tror man på dette, tror man formodentlig også, at Jorden er flad, at månen skal trille ned, at nissen kommer med julepakkerne, og at storken kommer med de små børn!

Hvor meget betaler de svenske skatteydere til Barcelonaprocessen og MEDA?
Som bidragyder til det europæisk-arabiske projekt ønsker jeg også at vide, hvor stor budgettet er for MEDA III i indeværende 7-års-periode 2007-2013, samt hvor stor andel Sverige bidrager med.
Allerede i den første Barcelonadeklarationen blev det slået fast, at “the economic and financial partnership /…/ will be based on a substantial increase in the European Union’s financial assistance to the partners.” Findes der efter regeringens opfattelse nogen som helst begrænsninger for denne ”substantielle øgning af EU’s økonomiske bistand” til araberne?
Efter Barcelonadeklarationen 1995 afsatte EU 4.685 millioner euro (ecu) af sit budget for samarbejdsperioden 1995-99. Desuden bevilgede den Europæiske Investeringsbanken, EIB, de arabiske stater et substantielt bistandslån. Et væld af bilaterale bidrag til diverse enkelt-projekter fra medlemsstaterne blev også garanteret af EU-kommissionen.
Efter regeringens PM 2003-05-21 gik MEDA-bistanden i perioden 2000-2006 op til 5,35 milliarder euro! EIBs tilskud for 2000-2007 blev til 6,4 milliarder euro som bistandslån. Yderligere en milliard euro blev afsat som reserve. I PM’et konstateredes det, at ”bistanden fra EU således i de kommende syv år totalt beregnes at gå op til 12,75 milliarder euro.”
Hvorledes er det for øvrigt gået med planerne om og financieringen af den Eurotunnel, som Spanien og Marokko i 2003 blev enige om at bygge? Står Spanien – dvs. EU – alene med omkostningerne for denne tunnel eller bidrager Marokko også? Kommer Spanien alene til at bære ansvaret for den strøm af s.k. ”flygtninge”, som forventes at udnytte togtunnelen til at tage sig til Europa?

Afslutningsvis…
EU har ved udvidelsen mod Syd under mottoet ”A wider Europe” slået ind på en meget farlig vej og har sanktioneret den forudsigelse, som Algeriets præsident Houari Boumedienne fremførte ved FN’s generalforsamling i 1974: ”One day millions of men will leave the southern hemisphere of this planet to burst into the northern one. But not as friends. Because they will burst in to conquer, and they will conquer by populating it with their children. Victory will come to us from the wombs of our women.”
Med tanke på den fare, demokratiet og Europas demografiske udvikling udsættes for ved EU’s udvidelse mod Syd samt pga. de gigantiske økonomiske ofre, de europæiske skatteydere må bringe for projektets gennemførelse, vil jeg endnu en gang henvise til Michel de Montaignes kloge ord: ”Ved randen af en afgrund er der kun én ting at gøre: tage et skridt tilbage.”
Hvorfor ikke også betænke Salman Rushdies advarsel for en halv snes år siden: ”Om 25 år vil vi undres over, hvorfor vi i toleransens og acceptansens navn bagbandt vore hænder, sled vore struber op og opgav det vesterlandske samfund.”

Inger-Siv Mattson, pensioneret international sekretær ved et statsligt forskningsråd,
Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka

(1) Regeringens PM 2003-05-21.
(2) Idem
Øvrige kilder: Barcelona Declaration Adopted ved the Euro-Mediterranean Conference 27-28. November 1995.
Regeringens foranstaltninger til associeringsaftale med Tunesien 95/96:34, Marokko 95/96:195, Israel 95/96:185, PLO 97/98:74, Jordan 98/99:57, Egypten 2001/02:78.
Europe and the Mediterranean: towards a closer partnership. An overview of the Barcelona Process in 2002, European Commission 2003.
The Euro-Mediterranean Partnership – The Barcelona Declaration, European Commission 2005, Kommissionær Ferrero-Waldner, Directorate General External Relations.
Barcelona: The Regional Dimension, The Barcelona Process continues, Bridging the Mediterranean: The Barcelona Process, Barcelona: The Bilateral Dimension, The European investment Bank og landsrapporter over EU-program i Syrien, Libanon, Jordan, Palestina/PLO, Marokko, Tunisien, Israel og Tyrkiet.

7.4.2008
Det gælder det katastrofale projekt at forene Europa, Mellemøsten og Nordafrika, som man er i fuld gang med, og som snart skal endelig vedtages.

Det gælder dine og mine børns og efterkommeres fremtid.

Jeg bringer her det 3. af 4 breve til den svenske regering. De citerede politikersvar står med kursiv.

Læs det, brug det og spred det!
– – – – – – – – – – – – – – –

Tredie brev af fire.
Nacka, den 29. marts 2008.

Statsminister Fredrik Reinfeldt,
UD Utrikesminister Carl Bildt,
EU-minister Cecilia Malmström.

Emne: EU’s Udvidelse mod Syd – Middelhavsunionen 3.

Eftersom det nu står klart, at EU skal danne en Middelhavsunion omfattende et titals araberstater bl.a. Maghreblandene, Egypten, Jordan, Libanon, Syrien, Palestinske Myndigheten/PLO m.fl., vil jeg gerne have en forklaring på, hvorfor UD’s medlem Lars Bjarme så sent som den 17. maj 2005 (1) skriftlig nægtede, at nogen som helst planer om en sådan udvidelse eksisterede: ”En sådan udvidelse af EU til at omfatte lande i Mellemøsten og Nordafrika er hverken aktuel eller planlagt. En sådan udvidelse er heller ikke konstitutionelt mulig. Kun europæiske stater kan i henhold til Maastrichttraktatens artikel 49 blive medlemmer af den Europæiske Union.”Hvorledes kan det, som hverken var ”aktuelt, planlagt eller konstitutionelt muligt” i 2005, tre år senere være en realitet?
At hr. Bjarme løg mig lige op i ansigtet, er ingen nyhed for mig; men den åbenbare løgn er nu blevet bekræftet. Denne udvidelse af EU mod Syd har nemlig været ”aktuel og planlagt” sedan den 27-28. november 1995, da denne aftale, dvs. Barcelonadeklarationen – som erstattede den tidligere ”arabisk-europæiske dialog” fra 1970-erne – blev vedtaget af EU’s udenrigsministre. -(15.12.1973 i Kbh. – JDG)-
Muligvis stemmer det, at EU’s udvidelse mod Syd ”ikke var konstitutionelt muligt” i 2005; men åbenbart er Romtraktatens artikel 237 og Maastrichttraktatens artikel 49 dvs. EU’s Europaklausul siden dengang ophørt at gælde. Jeg har i flere breve – såvel til den foregående som til den nuværende regering – stillet spørgsmål om, hvorvidt denne udvidelse var konstitutionelt muligt med tanke på Europaklausulen, men givetvis aldrig fået noget svar på dette særdeles relevante spørgsmål. (2)

Magten og mørkelægningen
Under rubrikken Associeringsaftale skriver hr. Bjarme i sit brev: ”EU har indgået associeringsaftale med et antal lande inden for Barcelonaprocessen. Disse aftaler stiler ikke mod EU-medlemskab og intet i aftaleteksterne kan påberåbes for en sådan tolkning.”
Hvorledes stemmer denne påstand med, at såvel Tyrkiet som Malta og Cypern havde tilsvarende associeringsaftaler med EU, inden de blev kandidatlande respektive medlemmer i EU? På denne baggrund kan associeringsaftalen med araberne ikke tolkes som andet end et første skridt mod et fuldgyldigt EU-medlemskab!
Om hr. Bjarmes påstand er korrekt, har EU åbenbart ikke fulgt sine egne aftaletekster, eftersom man nu har dannet en Middelhavsunion.
Planerne for denne udvidelse på den anden side af Middelhavet er blevet hemmeligholdt for svenskerne. I ja-sidens kampagne for Sveriges EU-medlemskab blev der, så vidt jeg mindes, ikke sagt et eneste ord om planerne om en Middelhavsunion. Var disse planer kommet frem til vort kendskab i tide, havde Sverige forhåbentlig stået uden for EU i dag.
For at få sandheden at vide om EU’s udvidelse mod Syd er svenskerne tvunget til at søge informationer udenlands.
Den franske præsidents og den britiske udenrigsministers udtalelser kan vel næppe have undgået den svenske udenrigsminister. Spørgsmålet er, hvorfor den ellers så snakkesalige hr. Bildt ikke nævnte noget om disse udtalelser i sine udenrigspolitiske orienteringer, og han har i det hele taget ikke i nogen som helst sammenhæng udtalt et eneste ord om en så gennemgribende forandring af EU!
Udvidelsen indebær jo, at hundreder af millioner arabere får helt fri adgang til Europa, eftersom den frie bevægelighed også omfatter dem. Allerede de nuværende associeringsaftaler stadfæster jo vidtgående rettigheder for de arabere, som vil arbejde i valgfrit EU-land. (3)

Påståede konspirationsteorier er i dag en realitet
De advarsler – som magthaverne regelmæssigt affærdiger som konspirationsteorier – har nu vist sig at være en meget nær forestående virkelighed. Detailudformningen af Middelhavsunionen skal præsenteres ved EU-topmødet i Paris den 13. juli.
Åbenbart troede herrerne Reinfeldt & Bildt m.fl., at sandheden ikke skulle nå frem i kapløb med dem!
For kun nogle få måneder siden – i november sidste år – sagde den britiske udenrigsminister David Miliband åbent, att ”the European Union should expand to include the Muslim Middle East and North Africa.”
Ifølge Herald Tribune talte præsident Sarkozy allerede i maj sidste år om, at ”tiden er inde til at oprette en Middelhavsunion mellem Europa og Afrika.”
Tidligere havde han beskrevet Middelhavsregionen som ”en nøgle til vor indflydelse i verden.” Tror hr. Sarkozy, at en tilnærmelse til araberne vil styrke hans og EU’s indflydelse, så tror han formodentlig også at Jorden er flad, at månen vil rulle ned, at storken kommer med de små børn og nissen med julegaverne.
Araberne har ofte klaget over, at ”samarbejdet er alt for eurocentreret,” Særlig Egypten har reageret stærkt imod, hvad man har opfattet som forsøg på i pakkeform at prakke araberlande de vestlige værdinormer på. De arabiske regeringer kræver bestandig ”større respekt for og hensyn til arabiske værdinormer og forhold.” (4)
Spørgsmålet er, hvilke af de ”arabiske værdinormer og forhold” er det, at vi skal visa større respekt? Fuld frihed til at udøve sin intolerante og overtroiske religion – inklusive den grusomme halalslagtning – har de jo allerede ligesom retten til at bygge moskeer, hvor som helst det passer dem!
Med rene ord må kravet om ”større respekt” derfor indebære ”større respekt” for terrorisme – f.eks såkaldte selvmordsbombere, dødsstraf, offentlige henrettelser, indskrænkninger i vort demokrati – ikke mindst i vor ytrings-, menings- og religionsfrihed samt hidsige overgreb mod menneskerettigheder, kvindeundertrykkelse, f.eks. stening af kvinder, kønslemlæstelse, tvangs- børne- og fætter/kusineægteskap, s.k. ”æresdrab”, voldtægt inden for ægteskabet, gruppevoldtægter m.m. m.m.

Middelhavsunionen – en forskønnende omskrivning af Eurabia
Den jødiske historiker og forfatterinde Bat Ye’or – født i Kairo – har i sin bog Eurabia – The Euro-Arab Axis afsløret, hvorledes de europæiske ledere i årtier og under ”største mulige tavshed” har lagt planer om en vidtgående samkørsel med araberne og den muslimske verden. ”The transformation of Europe into Eurabia is the result of a deliberate strategy that foolishly was set in motion by French Gaullists who wanted to create a European-Arab counterweight to the United States. Today the European Union is continuing this policy, which aims to create a united Mediterranean continent based on a symbiosis between the Northern and Southern shores of the Mediterranean.”
Bat Ye’or har i sin bog beskrevet, hvorledes EU de seneste 35 år videreudviklede denne strategi, og at fremme af en muslimsk indvandring til Europa er en vigtig del i planen at skabe et flerkulturelt Eurabia. ”Immigration is part of the whole strategy, which is an ambition to create a new civilizational concept based on multiculturalism, on the dissolution of people´s typical characteristics.”

Bat Ye’or har endvidere påpeget, at araberstaterne efter EU’s udvidelse mod Øst var urolige for at bidragene til bl.a. Maghreb-landene skulle mindskes. ”They made Europa promise that EU funds to the Southern shores of the Mediterranean would not diminish, but also that immigration from Arab countries would not be stopped in favour of immigration from Eastern Europe. This is the real reason why ”the Polish plumbers” are not welcome while people from the Maghreb still continue to flock in Europe.”
I en interviuw i forbindelse med et internationalt møde i Haag med vesterlandske jihad-experter advarede Bat Ye’or om, at ”we will not be able to act responsibly so long as we do not understand the dynamics., the spirit and the functioning of Eurabia, a concept that has been concieved in Europe and by Europeans, and has not been imposed upon us from outside.” Det er m.a.o. vore egne politikere, som forråder deres egne folk, hvilket må betegnes som det største forræderi i Europas historie. Dette forræderi – som mange af os længe har været medvidende om – er i Sverige indigneret blevet affærdiget som ”konspirationsteorier fra det extreme højre.” Bat Ye’or konstaterer, at ”Europeans are fast becoming second class citizens in their own countries.”
Afslutningsvis er der grund til endnu engang at citere den franske 1500- talsfilosof Michel de Montaigne: “Ved randen af en afgrund er der kun ét at gøre: tag et skridt tilbage.”

Inger-Siv Mattson, f d international sekretær ved et statsligt forskningsråd
Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka

(1) Brevet fra UD og Lars Bjarme savnedes af en eller anden årsag dnr!
(2) Skrivelser om Romtraktaten: 19. maj 2004 (Göran Persson, Laila Freivalds) ”EU’s udvidelse mod Syd – brød med Romtraktaten?
22. marts 2007 (Carl Bildt) Romtraktatens efterlevelse.
23. februar 2008 (Fredrik Reinfeldt, Carl Bildt) ”En dybtgående dialog med den muslimske verden” – Romtraktatens efterlevelse og EU’s udvidelse mod Syd.
12. mars 2008 (Fredrik Reinfeldt, Carl Bildt, Cecilia Malmström) EU’s udvidelse mod Syd – ”A wider Europe” og Romtraktaten.

Øvrige skrivelser om Barcelonaprocessen: 20. marts 2005 (Laila Freivalds, Göran Persson) Emne: Barcelonaprocessen og pårørende til udenlandske medborgere skal få opholdstilladelse, 19. september 2003 (Persson, Lars Stjernkvist, Pär Nuder, Gunnar Lund, Lena Hjelm Wallén) Emne: EU’s Udvidelse mod Syd på anden side af Middelhavet, 11. maj 2004 (Persson, Freivalds) Emne: EU’s Udvidelse mod Syd, 8. februari 2004 (Persson) Emne: Barcelonaprocessen, 12. november 2003 (Persson, Stjernkvist, Nuder, Freivalds, Lund, Hjelm-Wallén) Emne: EU’s udvidelse på anden side af Middelhavet, 13. augusti 2004 (Freivalds) Emne: Barcelonaprocessen og udlevering af mistænkt terrorist til Tyrkiet, 18. september 2004 (Freivalds) Emne: Barcelonaprocessen og de bortrøvede palæstinensiske børn, 5. mars 2006 (Freivalds, Jämtin) Emne: Bojkotter de også bistanden? 1 – EU’s MEDA-bistand/EUs skatteydere tvinges til at bekoste sin egen undergang: Eurabia, 10. marts 2006 (Freivalds, Jämtin) Emne: Bojkotter de også bistanden? 2 – Syrien, 11. marts 2006 (Freivalds, Jämtin) Emne: Bojkottar de også bistanden? 3 – Libanon, 13. marts 2006 (Freivalds, Jämtin) Emne: Bojkotter de også bistaden? 4- Palæstina, 23. marts 2006 (Freivalds, Jämtin) Emne: Bojkotter de også bistanden? 5 – EU udvider samarbejdet med araberne og forbereder til Eurabia, 24. marts 2006 (Freivalds, Jämtin) Emne: Bojkotter de også bistanden? 6 – Regeringens Eftergivenhed får ros af araberstaterne. 13. marts 2008 (Fredrik Reinfeldt, Carl Bildt, Cecilia Malmström ) Emne: EU’s udvidelse mod Syd – ”Towards a wider Euorope”
(3) Se brev dateret den 13. marts 2006 ”EU’s udvidelse mod Syd – ”A wider Europe”
Regeringens PM 2003-05-21

7.4.2008
Det drejer sig om det katastrofale projekt at forene Europa, Mellemøsten og Nordafrika, som man er i fuld gang med, og som snart skal endelig vedtages.

Det gælder dine og mine børns og efterkommeres fremtid.

Læs det, brug det og spred det!
– – – – – – – – – – – – – – –

Det fjerde brev af fire.
Det fjerde og sidste brev fra Inger-Siv Mattson til den svenske regering angående EU.
Disse svenske breve med afsløring af EU har nu vakt sådan opmærksomhed, at man har anmodet om oversættelse til dansk. De burde imidlertid også oversættes til engelsk og spredes til Øststaterne og den øvrige verden.

Nacka, den 30. marts 2008.

Statsminister Fredrik Reinfeldt,
UD – Utrikesminister Carl Bildt,
EU-minister Cecilia Malmström.

Emne: EU’s udvidelse mod Syd – Middelhavsunionen 4.

Middelhavsunionen og manglende demokrati.
”At lede efter demokrati i den arabiske verden er som at sende en blind mand ind i et mørkt rum for at lede efter en sort kat, som ikke er der.” (1)
Verdens formodentlig dygtigste ekspert på islamisme – professor i statsvidenskab Bassam Tibi (2) har konstateret, at ”målet for de islamiske fundamentalister er at afskaffe den vestlige sekulære verdensorden, dvs. demokratiet, og erstatte denne med en ny islamistisk, guddommelig orden. Verdenspolitisk set indebærer dette, at vi styrer mod en stadig mere intensiv civilisationskonflikt mellem Vesten og Islam. Islamisternes mål er en imperialistisk, nyabsolutistisk(diktatorisk) verdensmagt: Islam.”
Samtidig med, at EU’s og araberstaternes udenrigsministre mødtes i foråret 2004 i Bruxelles for at diskutere, ”hvorledes demokratiet kan fremmes i Mellemøsten”, konstaterede en højt placeret EU-tjenestemand, at ”de har oftest intet at vinde ved demokratiske reformer. Egentlig drejer det sig jo om, at vi beder dem om at reformere sig selv bort.”
En saudisk minister afviste også meget rigtigt EU’s forslag om et ”demokratidokument om menneskelig frihed og menneskerettigheder for Mellemøsten” med ordene, at han frygtede, at et sådant dokument ville få ”uønskede følger for mit lands enevældige kongestyre.”
Med tanke på, hvordan det ser ud i araberlandene, når det drejer sig om ”demokrati og menneskerettigheder”, forekommer det ikke, som om EU – trods alle milliarder som allerede er blevet investeret i den arabisk-europæiske dialog/Barcelonaprocessen/MEDA-bistanden/Middelhavsunionen – har været særlig fremgangsrig i sine ”demokratiske bestræbelser. ”Milliarderne er m a o. kastet i havet – eller snarere i Middelhavet!
I anledning af de ubeføjede voldsomme reaktioner på grund af de danske karikaturtegninger konstaterede dr.fil. Roberta Seid og Roz Rothstein under rubrikken The double standard of islam: ”The radical Muslim message is clear: we can insult your religions. We can desecrate and destroy your holy places and kill your co- religionists, but you cannot do something as trivial as publishing satirical drawings of our sacred symbols. Only our religion should be honoured and respected. The world must defer to our rules and sensitivities. If you violate them, we will erupt in riots and violence and call for your deaths.
In short, the incident has laid bare radical Islam’s impassioned battle to dominate the West and impose Islamist values and a radical Islamist world order. They are trying to get us to respect Islam according to their rules not through persuasion but through intimidation and violence. Those who do not obey will be subject to a savagery and rage that radical Muslims unapologetically justify in the name of Allah and Mohammed. Anti-western governments like Iran and Syria and radical islamists will cynically fan the flames.”

Middelhavsunionen og mangel på respekt for menneskerettigheder.
Når det drejer sig om arabernes ”respekt for menneskerettigheder”, er det nok at tage det seneste medlem i Middelhavsunionen, Eurabia, som et advarende eksempel – nemlig Syrien. ”Syrien har tiltrådt hovedparten af de centrale MR-konventioner, dog i visse tilfælde med omfattende reservationer. FN’s MR-kommitté har udtrykt uro over, at dødsstraf og offentlige henrettelser blev genindført i 2002. Kommittéen er også foruroliget over rapporter om, at alvorlig tortur forekommer i forbindelse med frihedsberøvelse /…/ Sharialoven virker i flere tilfælde diskriminerende mod kvinder /…/ Loven forudser strafnedsættelse ved æresdrab og straffrihed for voldtægtsmænd, som gifter sig med sine ofre.” Syrien har udtrykkeligt gjort en generel reservation til FN’s konvention om at afskaffe alle former for diskriminering af kvinder, CEDAW og til FN’s børnekonvention, CRC, ”i det omfang disse ikke er i overensstemmelse med national lovgivning og den muslimske shariaret.”
Efter en PM fra UD om Menneskerettigheder i Syrien 2005 ”forekommer der chikanerier for journalister, såvel som censur, også af Internet. /…/ Syriens eneste ikke-statslige politiske diskussionssalong, Attasi Forum, blev lukket i 2005 /…/ Retssikkerheden forværres ved forekomsten af et stort antal indflydelsesrige sikkerhedstjenester, sikkerheds- og militærdomstole og en udbredt korruption. Politiske aktiviteter, som rejser spørgsmål til, eller som prøver at ændre, det rådende system, tolereres ikke. /…/ Hverken parlaments- eller præsidentvalg kan betragtes som frie.”
Efter UD’s PM 2005-09-20 med Landsrapport fra Syrien, er Syrien ”en sekulær (?) republik af autoritær karakter, og konstitutionen stadfæster, at præsidenten skal være muslim, og den slår Baathpartiets stilling fast i landets styre /…/. Ledende personer fra terroristlistede palæstinensiske organisationer tillades ophold i Syrien.”

Det er sandelig hyggelige sengekammerater, EU har skaffet sig i Middelhavsunionen!

Magten er tavs som graven
Viljen hos EU’s ledere til at imødekomme alle krav fra de muslimske lande er så dybt rodfæstet i deres DNA, at de fuldt bevidst sælger deres folk og deres lande og tillader en islamisering af Europa.
Som så ofte før, er der grund til endnu en gang at minde om den franske 1500-talsfilosof Michel de Montaignes kloge ord: ”Ved randen af en afgrund er der kun ét at gøre:

Tag et skridt tilbage!.”

Desværre har Europas ledere allerede styrtet Europa og de europæiske folk ned i afgrunden ved det største forræderi i Europas moderne historie!
Til afslutning vil jeg derfor hellere citere Salman Rushdie, som for en halv snes år siden konstaterede: ”Om 25 år kommer vi til at undres over, hvorfor vi i toleransens og acceptansens navn bagbandt vore hænder, sled vore struber op og opgav det vesterlandske samfund.”

Inger-Siv Mattson, f. d. international sekretær ved et statsligt forskningsråd.
Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka.

(1) Stefan Dominique i Verden i dag.
(2) Muslim, født i Syrien, uddannet i Tyskland, professor vid universitet i Göttingen.

Øvrige kilder: The Barcelona Declaration 27-28. november 1995, Europe and
The Mediterranean: towards a closer partnership, European Commission,
Landsrapport fra Syrien fra den Svenske ambassade i Damaskus 2005-09-20,
UD Menneskerettigheder i Syrien 2005.

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

Spread the love
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Facebook Comments

2 Comments

  1. Ja hvorfor får nationalkonservativ intet svar? Det er nu en måned siden han spurgte.

    Er brevene blevet besvaret?

    Anders Bruun Laursen har skrevet et tilsvarende brev til den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Dette er til gengæld blevet besvaret.

    Læs her:

    Åbent brev til statsministeren angående Barcelona og Euromediterranien

    http://balder.org/avisartikler/Aabent-Brev-Til-Statsminister-Anders-Fogh-Rasmussen-Om-Euromediterranien.php

    Læs også:

    Euromediterranien – Barcelonaerklæringen, EU aftaler med 10 Nordafrikanske lande

    http://balder.org/avisartikler/Barcelona-Deklarationen-Euromediterranien-Hemmelige-Aftaler.php

    Anders Bruun Laursens hjemmeside:

    http://euro-med.dk

Kommenter. Leave a Comment


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.